Rødøret terrapin anses for at være en invasiv art i den danske natur, og derfor uønsket. Kæledyrsejere opfordres til ikke at udsætte kæledyr i den danske natur, da konsekvenserne kan være store. De bør på anden vis skaffe sig af med dyret eksempelvis via dyrlæge eller en ny ejer. Regulering kan ske ved indsamling af de enkelte individer.
Rødøret terrapin er en sumpskildpadde, med en skjoldlængde på 20-30 cm og en vægt på op til 2 kg. Dens skjold er grønsort, nogle gange med gullige aftegninger. Benene og hovedet er ligeledes grønsort og har gullige længdestriber. Meget karakteristisk for arten er de røde pletter der ses bagved ørene. Tæerne har skarpe klør og svømmehud.
De voksne terrapiner er altædende, dog består ca. halvdelen af føden af plantemateriale. Unger af rødøret terrapin æder fisk, haletudser og vandinsekter.