AQUA Ferskvands AkvariumErhvervsudlejningKonferencer og selskaberKurserFerskvandscentrets forside

Livet i den rene sø

På grund af det klare vand i den rene sø trives rovfiskene, der så holder bestanden af fredfisk nede. Der er en ligevægt mellem rovfisk og fredfisk.

Kun få søer i Danmark er i dag helt rene og i økologisk balance. Søtypen findes især i hede- og skovområder fjernt fra menneskelig aktivitet.
Det rene og klare vand tillader sollyset at trænge ned i søen, og giver grønne planter mulighed for at leve og producere føde og ilt til livet i søen.
Fiskebestanden i den rene sø er i balance med et naturligt forhold mellem rovfisk og fredfisk. Dyre- og plantelivet er mere varieret og artsrigt i den rene sø end i en forurenet sø.

Fiskene i den rene sø

Som rovfisk trives aborren godt i den rene sø fordi den kan se sit bytte - og abooren bliver ofte stor i den klarvandede sø

Gedde, aborre og søørred er rovfisk, som bruger synet i deres jagt. De har derfor gode betingelser i det klare vand.
Bestanden af fredfisk – f.eks. skalle, brasen og rudskalle - begrænses naturligt af søens rovfisk. Fredfiskenes byttedyr (dyreplankton som dafnier, vandlopper) lever derfor i en tilpas stor bestand til at holde mængden af algerne nede. Derfor er vandet klart og ikke grønt og uigennemsigtigt.
Den rene sø rummer ofte store gedder, som let kan se deres bytte i det klare vand. Udpræget rovfisk, som skjult mellem planter skyder frem som en torpedo og fanger sit bytte. Den største gedde fanget i Danmark (1929) vejede 26,5 kg og målte 150 cm. Yngler på lavt vand i april. De største gedder er altid hungedder.
Aborre er en vidt udbredt rovfisk i danske søer og store vandløb. Typisk 20-30 cm, max. 50 cm. Lever af insekter og fisk. Mindre aborrer er stimefisk. Store aborrer jager alene. Gyder i april/maj.
Søørred er samme ørredtype som bækørred og havørred, men lever udelukkende i søer. I Danmark findes den kun i nogle få, rene søer.  Kan blive op til 10-15 kg og gyder om vinteren i vandløb, som løber ud i søen.
Smelt er en lille laksefisk på op til 20 cm, som lever i stimer i søens frie vandmasser. Antallet af smelt i søerne kan variere meget over årene - afhængig af vekslende gode og dårlige yngleår. Danner fødegrundlag for søens rovfisk.
Brasen, skalle og rudskalle findes også i rene søer. Dog langtfra i så store mængder som i de forurenede søer. Til gengæld bliver fiskene større i de rene søer.
Trepigget og nipigget hundestejle kan herhjemme både leve i ferskvand og saltvand (brakvand). Findes både i søer og vandløb, hvor de - og deres æg - udgør en vigtig føde for større fisk. Bliver sjældent over 10 cm. Har en fascinerende yngleadfærd. Hannen bygger i foråret en rede af plantedele, og territoriet forsvares hidsigt mod andre hanner. Hannen lokker eller tvinger hunner til at lægge æg i reden - hvorefter de jages væk.