Dansk Akvakultur er en brancheforening for det danske opdrætserhverv. Dansk Akvakultur blev formelt stiftet i foråret 2004 som en fusion mellem Dansk Dambrugerforening og Dansk Havbrugerforening og i 2008 blev skaldyrsopdrættere optaget som medlemmer. Medlemmerne på primærsiden udgøres således af dambrugere, havbrugere, åleopdrættere og skaldyrsopdrætter. Fra fodersiden udgøres medlemmerne af BioMar A/S og ALLER AQUA A/S og endelig tæller medlemskabet også en række forædlings- og eksportvirksomheder. De seks brancher (dambrug, havbrug, åleopdræt, skaldyr, foder, og forædling) er repræsenteret i hver deres interne udvalg.
Med sammenlægningerne er der etableret en stærk og slagkraftig organisation, som repræsenterer hele værdikæden fra ”hav til bord” i form af leverandører, primærproducenter og forædlingsvirksomheder. Det er foreningens vision, at sikre erhvervets udøvere optimale ramme‐ og afsætningsvilkår på globalt plan gennem en fortløbende styrkelse af erhvervets vertikale sammenhænge.
Foreningens hovedformål er:
- Sikre erhvervets optimale vilkår nationalt og internationalt
- Repræsentere erhvervet overfor væsentlige interessenter
- Rådgive medlemmerne og forestå tilvejebringelse af relevant faglig og kommerciel viden
- Forbedre og udbrede kendskabet til erhvervet og relationerne til beslutningstagere
Der er 7 ansatte på sekretariatet.
Sektoren omsætter for godt 1 mia. kr.